Døjer du med uren hud? Så går du nok og drømmer om at få pæn hud i ansigtet. Det kan være en kæmpe plage at have uren hud, især når det er i ansigtet. Faktisk kan det for mange påvirke selvtilliden rigtigt meget. Hvis du selv er ramt af uren hud i f.eks. ansigt, har du sikkert allerede prøvet en helt masse ting. Selvfølgelig kan vi ikke love dig at vores 5 steps virker på dig, men vi synes de er værd at prøve. Det er vores allerbedste erfaringer og grundige research vi har samlet i 5 gode råd. Prøv dem og husk, at have tålmodighed, der findes ingen mirakelkur og du vågner ikke op i morgen med strålende ren hud i ansigtet.
1. Brug makeup-produkter uden olier, parfume og parabener
Der findes rigtigt meget kemi i meget af den makeup, man kan købe. Måske har du allerede skiftet til mærker, der ikke indeholder en masse kemi, der kan være skadelig for både dig og miljøet. Det kan også være, at du synes det er lidt svært at gennemskue, hvilke mærker, der egentlige er fri for parfume, parabener og forskellige slags olier.
Der findes efterhånden mange brands, der laver makeup helt fri for disse ingredienser. Du kan også sagtens finde mærker, der fremstiller forskellige makeup-produkter, der er certificeret astma- og allergivenlig. På den måde er du også sikker på, at produkterne er fri for en lang række ingredienser, der ikke nødvendigvis er gode for din hud.
Tjek f.eks. mærker som Nilens Jord, Miild, Tromborg og Lavinde.

2. Brug en mild tandpasta
Det kan måske virke meget mærkeligt, men vi har efterhånden hørt fra mange, at det virker. Måske fordi, at nogle af stofferne i tandpastaen påvirker huden, især omkring munden og på hagen? Vi ved ikke helt, hvordan det hænger sammen og det er heller ikke sikkert, at det virker for dig.
Men hvorfor ikke prøve at skifte din tandpasta ud til en mild en af slagsen, hvis det kan give huden lidt ro omkring munden. Området omkring munden bliver jo faktisk udsat for din tandpasta to gange dagligt, så måske det faktisk har en del at skulle have sagt. De fleste anbefaler Zendium Sensitive.
3. Rens dit ansigt – og bliv ved med det!
Du skal rense dit ansigt morgen og aften. Den er bare ikke meget længere og du skal blive ved med at gøre det. Selvom det kan være en svær vane at komme ind i, så er det hamrende vigtigt at vaske sit ansigt. Også når eller hvis man ikke har uren hud. Vores hud bliver udsat for så meget skidt og snavs, makeup og en hel masse bakterier hver dag og hver nat. Det er altså vigtigt at få det hele vasket ordentligt af.
Her er det selvfølgelig igen vigtigt at vælge nogle produkter, der ikke indeholder en masse, der ikke er godt for din hud. Gå efter de mere naturlige produkter, gerne dem, der er certificeret økologiske, astma- og allergivenlige eller svanemærkede. Og bliv nu ved, for resultaterne kommer ikke efter et par dage og selv få gange, hvor du springer over, kan betyde nye udbrud i huden.
4. Brug færre produkter
Når man har uren hud, kan man have en tendens til at prøve alle mulige forskellige ting af. Det kan være forskellige scrubs eller masker, peeling eller nye cleansere efter et par uger, fordi den anden ikke virker. Men måske har din hud mest af alt brug for noget ro.
Et af vores bedste tips er, at skære helt ned på antallet af produkter. Hold dig til at bruge en god cleanser til både at rense huden og fjerne makeuppen. Spring toner, tonic, scrubs, masker og alt muligt andet over, men husk at fugte huden. Find en god creme, der ikke er for hård mod huden, men som fugter godt uden at fedte.
Så kort sagt skal du altså blot rense og fugte – intet andet. Bliv ved med at gøre det. Hver morgen og hver aften, ingen undskyldninger for at springe over. Det skal være lige så meget en vane, som det er, at du børster dine tænder.

5. Drik en masse vand
Selvom du nok har hørt det tusind gange før og det snart er irriterende at høre på, så er det altså stadig rigtigt. Du skal drikke en masse vand!
Vandet renser ud og fugter huden indefra. Måske kan du sætte en alarm, der ringer 5 gange i løbet af dagen, så du ved, hvornår det er tid til lige at drikke et glas vand.
Eller køb en lækker drikkedunk, du kan have med dig, så du altid har vand ved din side. På den måde kommer du helt automatisk til at drikke mere vand og det kan hjælpe dig rigtigt meget til at få pæn hud i ansigtet.
Husk, det er vigtigt at blive ved, være regelmæssig og ikke give op, hvis du gerne vil have pæn hud og komme den urene hud til livs.