Velverden

Om mig

Yoga

Hej – og hjerteligt velkommen til mit univers Velverden ♥

Jeg hedder Alberte Campbell og står bag Velverden.dk.  Her på siden kan du læse mere om historien bag Velverden og hvad du kan finde her. Du kan læse mere om, hvem jeg er og hvilke uddannelser jeg har taget. Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller hvis der er andet, jeg kan hjælpe dig med! E-mail: albertecampbell@velverden.dk

Om Velverden

Jeg startede Velverden lige før vi gik ind i 2020 – et år der viste sig at ændre hele verden. Velverden var dengang tænkt som et univers, der skulle rumme alt fra opskrifter, inspiration, livsstil, indretning, hverdag og velvære – alt sammen med en grønnere tilgang. Jeg har nemlig i mange år været optaget af, hvordan vi kan leve mere bæredygtigt for vores egen skyld, for hinandens skyld og for planetens skyld. I dag rummer Velverden meget af det samme. Men i mellemtiden er jeg blevet uddannet yogalærer og så var det jo heldigt, at jeg allerede havde et univers, der også kunne rumme det. Yogaen er nemlig meget mere end asanas (de fysiske stillinger). Yogaen er sammen med sin søster videnskab ayurveda en måde at leve på – en livsstil. En livsstil, der følger naturens gang og rytme og handler om at finde balance både mentalt, fysisk og i den måde vi lever på. Alt det kan du læse meget mere om herinde. For det er netop herinde, at jeg vil formidle viden og inspiration til yogaen og ayurvedaens univers, samtidig med at jeg har det bæredygtige aspekt for øje. Bæredygtighed i måden vi bruger vores krop på, måden vi tænker, måde vi forbruger og lever. Du kan også følge med på min instagram albertecampbell, hvor jeg giver lyd, når der er nyt indhold her på Velverden.dk.
alberte campbell

Om mig

Som sagt hedder jeg Alberte, jeg er yogalærer og så står jeg bag Velverden.

Siden jeg blev uddannet yogalærer har yogaen fyldt utroligt meget i mit liv – og heldigvis for det! Yogaen er nemlig en del af min dharma (livsvej) det er her jeg føler mig hjemme, her jeg finder balance og her jeg kan inspirere andre.

Det blev hurtigt tydeligt for mig dengang, jeg tog min yogalærer-uddannelse, at jeg gerne ville ud at undervise. Så der gik ikke længe, fra jeg stod med mit eksamensbevis i hånden til jeg var i gang med at undervise. Det er fantastisk at kunne videreformidle den flere tusinde år gamle tradition til andre – og forhåbentlig får flere lyst til at dykke dybere i hele universet omkring yoga og ayurvedaen. Det håber jeg!

Jeg underviser klassisk hatha med en udfordrende, legende tilgang og med stort fokus på teknik og åndedræt. Alle kan være med på min yogamåtte uanset alder, køn, erfaring, kroppe og hvad der nu ellers gør os forskellige som mennesker. 

Derudover underviser jeg yin yoga. Her er tilgangen blid, rummende og reflekterende. På yin yoga-måtten kan alle også være med – der er plads til alle. 

For giver balancen mellem hatha og yin rigtigt meget mening. Balancen mellem det lyse og det mørke, det lette og det tunge, det handlende og det observerende, det hurtige og det langsomme, det bevægelige og det statiske. 

Desuden lægger jeg stor vægt på bæredygtighed i min undervisning og i min egen praksis. Vi skal passe på os selv og vores kroppe – og være i stand til at dyrke yoga nu og resten af livet. Jeg håber, vi ses på yogamåtten en dag! 

Uddannelser

2021: 200 timers hatha-yogalærer (Yoga Alliance RYT) // Kula Yoga v. Stine Brink & Vicky Olivia

2022: 60 timers yin yoga-overbygning // Kula Yoga v. Vicky Olivia