Velverden

Interview med forfatteren bag ‘Vegansk for alle’: 10 år som veganer

अथ योगानुशासनम् And now, the practice of yoga begins

Velverden har haft fornøjelsen af at interviewe Ditte, der står bag Veganskforalle.dk, samt to veganske kogebøger med en tredje på vej. Ditte har været veganer de seneste 10 år. Hun har fuldstændigt styr på det veganske køkken, hvad end det er til hverdag, fest eller højtider. Læs hele det inspirerende interview og bliv klogere på både udfordringer og udviklingen inden for den veganske verden.

Jeg hedder Ditte, og jeg er 29 år – bliver 30 til sommer. Jeg er uddannet prof.bach i ernæring og sundhed med speciale i sundhedsfremme, forebyggelse og formidling, og jeg arbejder til dagligt med at lave mad i en lille børnehave. Jeg er næsten lige flyttet i en gård på landet, hvor min kæreste og jeg arbejder på at lave skovlandbrug og være så selvforsynende som muligt.

Du har været veganer i knap 10 år, hvordan startede det? 

Jeg har været veganer i næsten 10 år, og jeg var vegetar 2 år forinden. Det startede, da jeg var omkring 10-11 år. Jeg sagde til mine forældre, at jeg ikke længere ville spise kød, fordi jeg ikke ville have, at dyr skulle dø på grund af mig og mine valg – men med manglende opbakning og den ikke helt store interesse i og kendskab til køkkenet, indså jeg hurtigt, at det var for svært for mig. Da jeg var 17 år, besluttede jeg mig endeligt for at efterleve, hvad jeg synes er mest moralsk og etisk for mig, og jeg blev vegetar. I 2010 blev jeg så veganer, da jeg fandt ud af, at ægge- og mælkeproduktionen har lige så mange liv på samvittigheden, og det ville jeg ikke være med til at støtte mere.

For mig handler det altid om, at jeg ikke synes, at vi som mennesker kan bestemme, hvorvidt et dyr har ret til at leve eller ej; og vi har heller ikke ret til at lade levende dyr leve under forfærdelige og usle vilkår, fordi vi gerne vil tilfredsstilles.

Var skiftet størst fra altspisende til vegetar eller fra vegetar til veganer? 

Hvert skifte har haft hver sin udfordring og spørgsmål. Jeg har dog aldrig rigtig mærket nogen forskel i kroppen, hverken da jeg blev vegetar eller veganer.

Skiftet fra altspisende til vegetar handlede i høj grad om, at jeg skulle ændre hele min tilgang til, hvordan et måltid sammensættes i form af, at kødet ikke længere spillede hovedrollen på tallerkenen. Jeg skulle sætte mig ind i ernæring og sikre mig at jeg især sørgede for at få nok B12. Jeg fik mange spørgsmål, og jeg skulle lære at hvile i mit valg; hvile i dét, at jeg nu var “anderledes”.

Skiftet fra vegetar til veganer var ikke lige så markant – men det skyldes nok, at jeg havde en overgang på 6 måneder, hvor da jeg blev vegetar var det natten over. Derudover havde jeg i de 2 foregående år også lært at hvile mere i min livsstil og livsfilosofi – så når folk kom/kommer med spørgsmål og til tider negativt ladede spørgsmål eller kommentarer, har jeg lettere ved at finde ud af med mig selv, om det/personen er noget, som er værd at svare.

Hvilke udfordringer mødte du som veganer for 10 år siden og hvordan har udviklingen været?

Det var virkelig svært at spise ude + at finde veganske produkter i supermarkedet + forståelsen fra folk/samfundet var meget mindre.

I dag er det at spise ude blevet markant lettere! Der er mange flere steder, der i det mindste har vegetarisk på menukortet, og de ved også, hvad vegansk er. Derudover er der kommet så mange veganske spisesteder op i løbet af de sidste 5 år, så nu kan man endda gå ud og spise og slappe fuldstændigt af. Det var næsten umuligt for 10 år siden, medmindre du ville bruge lang tid på at forklare, hvad der måtte komme i retten, eller du tog til et mere veg-venligt land som Sverige, Tyskland og England.

vegansk for alle
Dittes første veganske kogebog: Vegansk for alle

Det samme gælder for at finde veganske produkter i supermarkederne. Det ville du ikke have fundet for 10 år siden – i hvert fald ikke andet end Naturli’s plantemælk eller meget dyre helsekostprodukter. I dag er der selv i de mindre byer en eller flere reoler med veganske produkter, der er til at betale. I samme dur er der også den danske webshop Greenos, hvor man kan købe vegansk mad og livsstilsprodukter online til en ganske fin pris, hvor man førhen blev nødt til at købe via en af de tyske veganske webshops – men jeg er stadig meget glad for de tyske.

Og generelt er folk/samfundet blevet meget mere åbne for i hvert fald en grønnere livsstil. Veganisme bliver nok stadig set som værende lidt ekstremt, men heldigvis har mange veg-folk formået at gøre den grønne livsstil mere almindelig og attraktiv.

Så udviklingen har været meget markant og mærkbar, og det har været spændende og ret overvældende at se, hvor hurtigt det er gået. Jeg er meget spændt på at se, hvordan det fortsætter – jeg har i hvert fald store forhåbninger til den grønne fremtid!

Vil du fortælle lidt om dine kogebøger?

Jeg har lavet to kogebøger og er i gang med min tredje.

Min første kogebog Vegansk for alle lavede jeg, fordi jeg syntes, at der manglede flere danske veganske kogebøger. Men det var også fordi, jeg gerne ville inspirere folk, både veg og altspisende, til at spise mere vegansk og særligt at vise, at vegansk mad ikke behøver at være svært eller markant anderledes end en almindelig dansk kost. Vegansk for alle er en inspirationsbog til alle dagens måltider samt kager og andre søde sager, hvor jeg også har fokuseret på det sundhedsmæssige.

vegansk til højtider og fest
Dittes anden veganske kogebog: Vegansk til højtider og fest

Min anden kogebog Vegansk til højtider og fest lavede jeg, fordi jeg gerne ville give inspiration til, hvordan vegansk mad kan se ud, når det er fødselsdag, påske, jul, nytårsaften osv. Højtider er altid svære at komme igennem i starten på den grønne rejse, fordi der er så mange minder, traditioner og bestemte retter forbundet med hvert enkelte højtid. Det er en kogebog, hvor jeg har veganiseret typiske højtidsretter, men hvor jeg også deler nye retter. Det er en kogebog, der skal vise, at du som veganer stadig kan være en del af de festlige dage, og du nyde godt af en masse lækker mad, der kan være med til at skabe nye traditioner og minder – sådan har det i hvert fald været i min familie.

Min tredje kogebog, som jeg er i gang med at skrive nu og udvikle opskrifter til, er inspireret af Harry Potter-bøgerne. Jeg er i gang med at skrive denne bog, fordi jeg altid gerne har villet smage på den mad, der bliver nævnt i bøgerne. Chokoladefrøer, Hagrids fødselsdagskage til Harry, kedelkager og alle de andre fantastiske og magiske lækkerier og mad, der bliver nævnt. Nu hvor jeg ikke var så heldig som 11-årig at modtage mit brev, besluttede jeg mig derfor for, at jeg selv måtte sørge for, at jeg kunne drikke et stort glas varmende ingefærøl efter en travetur på en iskold vinterdag. Så det er en kogebog med Harry Potter-inspirerede illustrationer af min fantastisk dygtige veninde og med 8 kapitler, én for hver bog og den ottende er for de eliksirer og drikke, der bliver drukket.

Jeg håber på at have den klar til udgivelse til efteråret.

Hvad er dine gode råd til at komme i gang som veganer? 

Fokuser på at lære at hvile i dit valg om at blive/være veganer – og vid med dig selv hvorfor du gerne vil være veganer. Det kan være, at du er lige så heldig som mig, og du primært møder forståelse og oprigtig interesse i dit valg. Men det kan også være, at du møder en masse modstand – det er svært at sige, hvordan familie, venner og bekendte reagerer – og der er det bedste forsvar, at du ikke lader dig blive slået helt ud. Lær at lade være med at fokusere på hvad alle andre siger, tænker og spiser, når det påvirker dig negativt – lær i stedet at fokusere på de mennesker, der er oprigtigt interesserede i dig og din veganisme.

Opsøg ikke situationer og diskussioner (i virkeligheden eller på nettet), som du ved eller har en anelse om, ikke vil føre noget godt med sig. Træk dig og sæt grænser for at beskytte dig selv, hvis du kan mærke, at du har brug for dette.

Læs mere om Dittes veganske kogebøger!

The access token could not be decrypted. Your access token is currently invalid. Please re-authorize your Instagram account.