Det her er min utroligt nemme, men meget lækre opskrift på veganske bananpandekager. Du kan lave dem til morgenmad eller bruge dem som dessert. Du kan putte lækre toppings på og du kan putte lækre ting i dem. Og så er de ovenikøbet et meget sundt alternativ til almindelige pandekager. Så selv, hvis du ikke spiser vegansk, så prøv lige at smage de her. Velbekomme!
Ingredienser
Til én portion pandekager skal du bruge:
- 3,5 dl havregryn
- 1 stor banan
- 2 dl “mælk”
Bananen må meget gerne være brun og plettet, så det er faktisk en rigtig god opskrift, hvis du vil undgå madspild og har nogle bananer liggende derhjemme, du ikke får spist ellers. Jo mere modne bananer er, jo sødere smager de. Så lad dem endelig blive brune og plettede før du bruger dem i dine veganske bananpandekager.
Du kan bruge lige præcis den mælk du bedst kan lide. Måske virker det oplagt at bruge havremælk, men de smager også rigtigt godt med mandelmælk i. Det er helt op til dig!
Fremgangsmåde
Bland alle ingredienserne sammen. Hvis du ønsker en mere blød og ensartet dej, kan du blende det hele sammen. Hvis du godt kan lide at de er lidt “grove” i det, så blander du bare ingredienserne sammen.
Så er det altså bare om at stege dine veganske bananpandekager på panden ved middel varme. Hvis du bruger en slip-let-pande, kan du måske undvære fedtstof på panden. Men ellers kan du stege dem i lidt kokosolie eller lidt plantesmør. Steg pandekagerne ved middel varme til de er gyldne og gennembagte.
Tips og toppings
Hvis du vil peppe dine pandekager lidt op, er der masser af muligheder. Prøv at tilføje en tsk. vaniljepulver i pandekagedejen. Eller byt den almindelige plantemælk ud med sojamælk med kakaosmag. Så får du lækre chokolade-bananpandekager. De er SÅ gode!
Du kan også mose en lille håndfuld blåbær i dejen eller servere dem ved siden af ved servering. Det samme kan du gøre med hindbær eller brombær.
Top pandekagerne med marmelade, sirup eller peanutbutter. Kun fantasien sætter grænser!