Hvis du spiser vegansk, eller har overvejet at gøre det, har du sikkert tænkt en smule på slik også. For hvad kan man egentlig spise af slik, når man spiser vegansk? Og hvad er der af alternativer? Her får du et par gode tips til søde sager, der er veganske og idéer til, hvad man ellers kan spise.
Vegansk slik og chokolade
Langt det meste slik, især vingummi, indeholder gelatine. Gelatine er et fortykningsmiddel, der er fremstillet ved en udkogning af sener, knogler og hud fra dyr. Som regel bruger man svin og andre gange køer. Førhen havde gelatine et e-nummer, men det har det ikke længere. Gelatine er altså udvundet af dyr og er derfor ikke vegansk.
I vingummi kan man udover gelatine også finde mælkeprodukter og nogle gange æg. Mælken finder vi ofte også i chokolade. Især i mælkechokoladen, hvilket lidt giver sig selv. Derfor er meget af det lyse chokolade altså ikke vegansk.
Hvilket chokolade er vegansk?
Når det er sagt, så er rigtig meget mørk chokolade vegansk. Mørk chokolade indeholder nemlig kun kakaotørstof, kakaosmør og sukker. Der er selvfølgelig mange producenter, der tilføjer andet. Mørk chokolade fås også i en masse smagsvarianter og her må man altså tjekke indholdet.
Vil man være helt sikker på, at den chokolade man spiser er vegansk, så kan man gå efter de veganske producenter. Her findes der f.ek.s iChoc. De fremstiller chokolade, der er 100% vegansk i forskellige smagsvarianter bl.a. med cookies. Chokoladen kan købes i helsekostforretninger, på nettet og i Søstrene Grene.
Også den tyske chokoladeproducent Vivani fremstiller vegansk chokolade. De laver plader i masser af forskellige smage med økologiske ingredienser. Vivani kan ligeledes købes i helsekostbutikker og enkelte veganske produkter i Søstrene Grene.
Hvilket slik er vegansk?
Det kan være lidt svært at gennemskue, hvilket slik, der er vegansk. Nogle producenter bruger nemlig også farvestoffer, der udvundet fra dyr. Men producenterne bliver bedre og bedre til at mærke deres produkter veganske. Dog er det stadig lidt af en findeleg og nogle gange bliver man meget overrasket.
F.eks. er Oreo’s 100% plantebaserede. Ingen mælk, ingen æg, ingen mærkelige eller forklædte tilsætningsstoffer eller farvestoffer, der er lavet af animalske produkter. Oreo’s er veganske!
Du kan også flere og flere steder finde vegansk-mærket slik i bland-selv-slikket. Nogle gange står der kun ‘uden gelatine’ og det er altså her, der kan være farvestoffer eller andet, der er lavet af animalske produkter. Hvis du er i tvivl, så kontakt producenten.
IKEA stormer frem på den veganske front. De har både et vegansk alternativ til deres ellers så berømte kødboller og flere forskellige veganske desserter. Grøntsagsbollerne kan du både få lunede med tilbehør i cafeteriet eller købe med hjem på frost. Blandt desserterne finder du blandt andet chokolademousse.
Derudover kan du også få veganske hotdogs til blot 10,- og pølserne kan du såmænd også købe med hjem på frost. Når du alligevel står i kø til en hotdog, så snup lige en pose vingummier eller to med! De er nemlig 100% veganske og smager rigtig godt. De fås i tre forskellige varianter og er både sure, søde og meget lækre!
Hvis du er mere til lakrids end vingummi og chokolade, så er du ret så heldig. Det meste lakrids er nemlig fremstillet af produkter, der er 100% plantebaseret. Dog findes der lakrids ind imellem, der ikke er helt vegansk. Det er derfor stadig en god idé enten at tjekke ingredienserne eller købe lakrids med det veganske mærke. Det meste lakrids fra mærket Panda er vegansk og kan købes i butikker som Normal og Søstrene Grene. I Søstrene Grene kan du også købe frugt-slik fra mærket ‘YUM EARTH’, som er vegansk og økologisk og faktisk smager rigtig lækkert.
Også Malaco laver vegansk slik. Det er ikke det hele, men deres sortiment bliver større og større. Det er bestemt værd at holde øje med dem, hvis du er til blandede slikposer.
Alternativer til slik
Ud over klassisk slik som vi kender det, byder naturen selv også på lækre alternativer. Så hvis du ønsker (helt) naturlige alternativer til at stille den søde – eller den salte – tand, så læs med her. Så slipper du også for at skulle gennemskue e-numre og tilsætningsstoffer, der til tider kan være svære at forstå.
Spis (tørret) frugt
Der findes masser af frugtsukker i frugt og derfor skal man selvfølgelig også tænke over, at det ikke er det eneste man spiser. Men det gør altså også, at frugt er god til at stille den søde tand. Noget frugt smager mere sødt end andet og det hænger som regel sammen med indholdet af frugtsukker. Noget er det frugt med mest fruktose og andre sukkerarter i – altså det frugt, der smager mest sødt – er:
- Æble
- Banan
- Pære
- Blomme
- Fersken
- Druer
- Appelsin
Derudover kan du få en masse lækker tørret frugt, der som oftest har en meget sød smag. Det kan være næsten slik-agtigt og man skal altså også tænke over, hvor meget af det man spiser. Men det er uden tvivl sundere og mere naturligt end at spise slik, der er fyldt med tilsætningsstoffer.
Prøv f.eks. at putte vindruer på et bambusspyd og læg dem i fryseren. Frosne vindruer er vildt lækre og det er en god og nem snack lige til at tage ud af fryseren. Man kan også lave frugtsalat eller abemad, hvor man skærer små tern af en masse lækre frugter. Det smager så dejligt og især med lidt revet mørk chokolade på toppen. Mums!
Nødder og bær
Hvis du er mere til det salte end det søde, så er det bare om at købe nogle lækre nødder. Køb dem gerne saltede eller salt dem selv. Langt de fleste nødder smager rigtig godt med lidt salt og gerne saltristede på en pande. Prøv at stege mandler i soyasauce i stedet for i salt. Det er vildt lækkert! Mandlerne kan gemmes i glas, og tages frem som snack, når man bliver lækkersulten.
Hvis det ikke skal være salt, men hellere sødt, så spis bær. De smager rigtigt sødt især om sommeren, hvor du kan få de danske, som så heller ikke har været så langt undervejs. Tag evt. ud til nogle af de mange pluk-selv-steder vi har rundt omkring i landet. Mange steder kan man få lov til at gå og spise mens man fylder posen eller bakken. Så ved du også, hvor bærerne kommer fra og du undgår, at de bliver transporteret fra den anden ende af landet. Velbekomme!