Du har måske set en video med pilates, eller ved, at der er pilates-hold i dit træningscenter. Men hvad er pilates egentlig? Pilates er en træningsform, der styrker og strækker både de store og de små muskler i kroppen. Træningsformen har sin oprindelse i 1900-tallet, og er opfundet af Joseph Pilates. Dog er den sidenhen udviklet en del og i dag findes der flere forskellige grene og typer af pilates.
Pilates øvelser og vejrtrækning
Pilates er forskellige øvelser, der styrker hele kroppen. Alle øvelser er styret af din vejrtrækning. Mange kalder denne vejrtrækning for pilates-vejrtrækning. Alle øvelser starter på en udånding og på dine indåndinger vender du tilbage til udgangspunktet.
I pilates tager alle øvelser udgangspunkt i din core. Dine core-muskler består af de dybe mavemuskler, musklerne i lænden, de skrå mavemuskler, de nedre mavemuskler og de øverste mavemuskler, som også er dine primære åndedrætsmuskler. At styrke din core har en lang række fordele og kan især gøre en forskel, for dem, der har stillesiddende arbejde. Når du træner dine dybe mave- og rygmuskler, får du nemlig en meget bedre holdning. Det gør at det bliver mere naturligt at sidde med rank ryg i længere tid af gangen.
Når man siger, at man tager udgangspunkt i sin core, betyder det ikke, at pilates består af en lang række core-øvelser. Pilates træner nemlig hele kroppen og består af mange forskellige øvelser, der både får fat i de små og de store muskler. Men det vigtige i pilates er, at du under alle øvelser beholder en vis spænding i din core. Det er meget simpelt, du skal:
- Trække bækkenet op mod maven
- Trække navlen ind mod rygsøjlen
- Holde 50-80% af denne spænding under øvelserne
- Kunne trække vejret helt ned i maven samtidig
Det kan være lidt svært i starten og måske føles underligt. Især fordi du samtidig skal kunne trække vejret dybt ned i maven. Måske skal du starte med kun at holde 50% af spændingen eller endnu mindre, for at have kontrol over vejrtrækningen samtidig.
Mange af de øvelser man laver i pilates er øvelser, du måske allerede kender. Hvis du førhen har lavet styrke-øvelser derhjemme på en yogamåtte kan du nok nikke genkendende til nogle af øvelserne. Og pilates kan du altså også sagtens dyrke derhjemme, hvis blot du har et yogamåtte eller andet godt underlag. Et tæppe kan også være brugbart for at støtte hoften eller lænden, men det har de fleste af os også derhjemme.
Gør pilates til dit eget og tag det i dit eget tempo. Måske er nogle øvelser svære i starten, men i takt med at både de små og store muskler bliver styrket og strukket, bliver det også nemmere for dig.
Hvad er pilates godt for?
Pilates er godt for mange ting og er en meget skånsom form for træning. Det betyder også, at alle kan være med uanset køn og alder. Derudover er den skånsomme træning god for dig, der skal genoptræne eller evt. skader.
Pilates gør kroppen stærk og smidig, da den som sagt arbejder med både de store og små muskler. I pilates arbejder man mere med at forlænge end at forstørre de store muskler. Det gør dig mere smidig og styrker musklerne langsomt, men sikkert. Hele kroppen bliver altså trænet og du får fat i både de helt små og de meget dybe muskler.
Især de svage muskler, som vi ofte ikke får så godt fat i bliver styrket. Det er dem, der sidder i din core. De små og dybe muskler i maven og den nederste del af ryggen. Når du holder spændingen under alle øvelser skaber du en sammenhæng mellem din core og de andre store muskelgrupper i kroppen. Det skaber kropsbevidsthed og styrker musklerne.
Meget af din balance ligger lige netop i din core. Derfor er denne spænding vigtigt og mange øvelser er næsten umulige at gennemføre uden at spænde op i mave og ryg. Her begynder man også at forstå sammenhængen i kroppen og det styrker også forbindelsen mellem krop og hjerne.
Sidst giver al den træning dig en flottere og mere tonet krop. På sigt vil du få en flottere figur og især en flottere holdning, da vi arbejder med mange af de muskler, der sidder langs rygsøjlen og derfor styrker vi evnen til at holde og ranke.
Pilates træning – hjemme eller på hold?
Måske kan det virke lidt uoverskueligt at komme i gang i starten. For mange er det en god idé at starte med at træne i et center på et hold. Her vil der være en instruktør, der er uddannet og har en masse viden. Du kan få svar på alle dine spørgsmål og få gode råd. De kan også hjælpe dig, hvis du har nogle skavanker, du er nødt til at tage ekstra hensyn til. Det er en rigtig god måde at komme i gang på og få en masse inspiration til pilates øvelser. Måske du bliver glad for det og ender med at fortsætte på holdet.
Det kan også være at centret bare lige skal få dig i gang. Det kan også være at du helt vil undvære at skulle i et træningscenter og vil starte derhjemme selv. Pilates kræver ikke ret meget udstyr og du kan sagtens lave et program, hvor du kun bruger et underlag.
Find inspiration på nettet og se nogle forskellige videoer med øvelser uden udstyr. Når du er kommet godt i gang kan det være, at du vil investere i en træningsblok og en god måtte. Måske vil du prøve kræfter med en pilates bold. Dét kan du også finde inspiration til på nettet. Men det er altså vigtigt at understrege, at pilates ikke kræver andet end dig selv, et underlag og lysten til at prøve noget nyt.