Hvad er abhyanga?
Abhyanga betyder på sanskrit “massage af hele kroppen” og er selvmassage med varm olie. Der er mange fordele ved at praktisere selvmassage – og det kræver det ikke mere end tid og en økologisk koldpresset sesamolie. Praktisér meget gerne abhyanga et par gange om ugen. Hvis du er i gang med en ayurvedisk udrensning, så anbefales det, at du laver abhyanga som minimum hver dag under din mono-diæt.
Sådan udfører du abhyanga
- Start med at varme din olie en smule op. Det kan du enten gøre ved at sætte en lille skål på en varm radiator eller lave et lille vandbad og lade din olie varme op over varmt/kogende vand.
- Find et håndklæde frem, du kan bruge til abhyanga. Det kan godt blive lidt olieret med tiden.
- Skab en stemning på dit badeværelse, der inviterer til ro og nærvær. Tænd evt. et par stearinlys, sæt noget beroligende musik på og fyld evt. håndvasken med varmt vand og et par dråber æterisk olie.
- Start med at massere oppefra og fortsæt hele vejen ned. Du kan sagtens massere hovedbunden og det skulle have en meget positiv effekt på både hovedbund og hår. Men du kan også springe hovedbunden over. Start med at massere ansigt og ører. Dernæst hals, nakke og skuldre. Massér under armene og armene. Dernæst hænder og fingre. Masser brystet og maven. Derefter det du kan nå af ryggen, hofterne og ballerne. Masser lår og knæ. Skinneben og ankler. Og til sidst dine fødder.
- Når du masserer omkring led (knæ, ankler, albuer, skuldre osv.), så lav bløde, cirkulærer bevægelser. Derudover masser i lange, rolige strøg.
- Stå evt. på det håndklæde du skal tørre dig i eller pas på, for det kan blive meget glat med olien på badeværelsesgulvet.
- Tag efterfølgende et bad – brusebad eller karbad. Undgå at bruge for meget sæbe i badet. Hvis du har masseret hovedbunden, så kan det være en fordel at putte shampoo i håret, før du gør det vådt. Måske du skal vaske håret to gange, så det ikke er fedtet, hvis du skal noget. Men det gør absolut ikke noget, at der er olie tilbage i håret. Brug kun sæbe, hvor det er mest nødvendigt og brug kun en lille smule. Tag dig god tid i badet og fortsæt gerne med at lave lange og/eller cirkulære bevægelse på huden under det varme vand.
- Brug god tid på at tørre kroppen efter badet. Start med at omfavne dig selv i håndklædet og tag et et par dybe rolige vejrtrækninger i det varme badeværelse og giv olien en sidste chance for at trænge godt ind i huden. Herefter kan du duppe og roligt tørre kroppen.
Fordele ved abhyanga
- Nærer hele kroppen
- Smører leddene i kroppen
- Bevæger lymferne, der afgifter kroppen
- Kan forbedre søvnkvaliteten
- Beroliger nervesystemet
- Påvirker cirkulationen i kroppen positivt
- Hjælper kroppen med at udrense
- Stimulerer kapha-dosha