Flere end nogensinde før vælger kød fra i deres kost. Men hvad vil det egentlig sige? Læs om at være vegetar vs veganer her i artiklen.
Du er per definition også vegetar, hvis du er veganer. Som vegetar spiser du ikke kød, fjerkræ, fisk eller skaldyr. Hvis du derimod vælger at spise vegansk, handler det om alle animalske produkter. Du spiser derfor som veganer heller ikke æg, mejeriprodukter og andre animalske produkter som gelatine.
Hvad er en vegetar?
En vegetar er en, der hovedsageligt spiser grøntsager. Størstedelen af tallerkenen bliver fyldt med grønt, men man kan også spise æg og andre mejeriprodukter.
Mange vælger en vegetarisk kost for dyrenes velfærd. Med en vegetarisk kost skal man ikke som sådan slå andre dyr ihjel, for at forsørge sig selv. Dog skal man være opmærksom på, at æg- og mejeriproduktionen mange steder også har tvivlsomme standarder, når det kommer til dyrevelfærd.
Derudover er det blevet tydeligt de seneste år, hvor stor en effekt kødproduktionen har på vores klima. Dette er også en stor motivationsfaktor for mange. Oksekød er en af de fødevarer, der udleder den største mængde drivhusgasser under produktionen.
Sidst er der selvfølgelig de helbredsmæssige årsager. Det er bevist at en vegetarisk kost er godt for hjertet og nedsætter risikoen for både fedme og sukkersyge, samt nogle former for kræft.
Desuden indeholder grøntsager masser af vitaminer, mineraler og antioxidanter. Og så er der som regel flere fibre og færre kalorier i en kødfri kost, hvorfor det også kan være nemmere at holde sig slank med en plantebaseret kost.
Nogle vegetarer betegner sig selv som lakto-ovo-vegetar, når de undgår kød, men stadig spiser mejeriprodukter og æg.
Hvad er en veganer?
En veganer er en, der helt undgår animalske produkter i sin kost. Det gælder altså både kød, fjerkræ, fisk og skaldyr. Men også mejeriprodukter, æg og andet animalsk som gelatine. Gelatine kan b.la. findes i meget slik og nogle former for marmelade.
Derudover er der en del veganere som også fravælger produkter fra dyr i andet end kosten. Det kan f.eks. være læder. Mange veganere køber slet ikke læder, hverken sko, tasker, møbler eller andet.
Nogle vælger også animalske produkter som dun og uld fra, da disse også kommer fra dyr. Derudover er det værd at undersøge ens om plejeprodukter og kosmetik er testet på dyr. Her handler det altså som udgangspunkt om de dyrevelfærdsmæssige årsager.
Hvis du vælger at gå den veganske vej og helt undgå produkter og fødevarer, der kommer fra dyr, kan det altså være noget af et skifte. Dog skal du ikke være urolig for om du skal ud og investere i nye dyner, striktrøjer og vinterfrakker. Det giver nemlig ikke mening at smide alt dette ud, for blot at købe nyt.
Brug tasker, frakker og dyner indtil de ikke kan mere eller skal til genbrug. Derfra kan du overveje veganske alternativer for fremtiden.
Der er masser af veganere, der kun forholder sig til det fødevaremæssige. Nogle af dem kalder sig ikke veganere, men siger blot, at de lever af en plantebaseret kost. Hvad du vil kalde dig selv er selvfølgelig helt op til dig.
Andre alternativer til plantebaseret kost
Foruden at være vegetar og veganer, kan du også undersøge andre alternativer. Måske har du hørt begreberne pescetar eller flexitar?
At være pescetar svarer lidt til at spise vegetarisk. Den eneste forskel er, at pescetarer også spiser fisk og skaldyr. Altså stadig ingen kød og fjerkræ, men stadig både æg og mejeriprodukter.
Som flexitar lever du hovedsageligt at en plantebaseret kost, men vælger kød til engang imellem. Dette kan være en fordel for mange, hvis det bliver for omstændigt altid at skulle fravælge kød, eller hvis man blot er meget glad for at spise det. På den måde kan ens udgangspunkt være en grøn vegetarisk kost, hvor man indimellem tilføjer lidt kød, fisk eller fjerkræ.
Der er også flere og flere, der bruger betegnelsen lakto-vegetar. Som lakto-vegetar spiser du ikke kød, fjerkræ, fisk og skaldyr. På samme måde som med vegetaren. Du spiser stadig mejeriprodukter, men fravælger æg i kosten.
Sundere og mere bæredygtig mad
Der findes mange forskellige måder og kostvaner, der peger i retningen af en sundere og grønnere kost. Det kan måske synes uoverskueligt at ændre ens kostvaner og droppe kød eller fisk i madlavningen.
I dag er det heldigvis blevet meget nemmere at leve plantebaseret. Overvej hvilke kostvaner, der skal være udgangspunktet for din grønne livsstil. Det kan være svært at tage stilling til ‘vegetar vs veganer’-problematikken og for nogle er det måske bedst at starte som pescetar.
Mange starter med at bestille måltidskasser, købe kogebøger eller madplaner, der gør det mere overskueligt og bidrager med inspiration og opskrifter.
Der findes mange muligheder i dag, der hjælper dig med at komme godt fra start. Du finder også flere og flere vegetariske og veganske alternativer i både supermarkeder og på caféer og restauranter.
Generelt er det blevet meget nemmere i dag at spise på andre måder end den traditionelle danske kost. Heldigvis – for det er godt for dig, andre levende væsener og vores klode.